Salat er perfekt tilbehør til sommerens lette retter og grillmad. Her får du 8 forskellige bud på sommersalater med sæsonens råvarer. Brug de 8 sommersalater til inspiration til hverdag, når det skal være sundt, lækkert og nemt, til frokosten eller til sommerfesten.

Flere af salaterne er med sommerens forskellige bær og frugter, der gør salaterne friske og sommerlige. Andre salater er lidt mere mættende med forskellige former for kål.

Find opskriften på din favorit blandt de 8 sommersalater

Klik på billederne for at komme direkte videre til opskrifterne – klar til at printe og afprøve. Rigtig god fornøjelse med alle sommerens skønne råvarer, der egner sig fortrinligt i alverdens spændende salater.

1. Forførende jordbærsalat

Den nyeste salat her på bloggen er en forførende jordbærsalat, som både er let og frisk. Den egner sig godt som tilbehør til stegt fisk eller kød. Prøv f.eks. at servere salaten til stegt eller grillet laks eller en grillet kalveculotte.

Jordbærsalat
Jordbærsalat med pinjekerner

2. Lækker salat med blåbær og cashewnødder

En af mine favoritter blandt de 8 sommersalater er den smukke og farverige salat med blåbær og cashewnødder, som er let og frisk. Den passer godt til det meste. Prøv f.eks. at servere den til en god hakkebøf stegt eller grillet med friske salvieblade.

Salat med blåbær og cashewnødder
Lækker og nem salat med blåbær og cashewnødder

3. Salat med sukkerfri mormordressing

En gammel klassiker er hovedsalat med “mormordressing”. Her er den i en sukkerfri udgave med friske røde og syrlige ribs. Server f.eks. salaten til kylling, som enten er grydestegt eller grillet.

Salat med sukkerfri mormordressing
Salat med sukkerfri mormordressing og syrlige ribs

4. Sommersalat med vandmelon og feta

Bloggens mest populære opskrifter på sommersalater er sommersalat med vandmelon, feta og edamamebønner. Helt forståeligt er det, at den er blevet et sommerhit. Salaten passer til langt det meste, men prøv f.eks. at servere sommersalaten til gode og godt grillede pølser eller helstegt svinemørbrad med timian.

Sommer salat med vandmelon og feta
Sommersalat med vandmelon, feta og edamamebønner

5. Spidskålssalat med avocado og abrikos

Spidskål kaldes også for sommerkål, og lige nu er de så små og fine. Udover spidskål indeholder salaten bl.a. stykker af avocado og fileter af friske abrikoser. Spidskålssalaten kan gå til det meste, men jeg serverer den ofte sammen med sesamstegte rødspættefileter. Du kan også skifte abrikoserne i din sommersalat ud med ferskner eller nektariner.

Spidskålssalat med avocado og abrikos
Spidskålssalat med avocado og abrikoser

6. Gammeldags kold kartoffelsalat med radiser – dejlig og sommerlig

En klassisk kartoffelsalat med creme fraiche og mayonnaise smager himmelsk, når det er med nye danske kartofler. Nyopgravede danske kartofler er indbegrebet af dansk sommer. Kold kartoffelsalat med purløg er her toppet med radiser og agurk. Den her sommersalat egner sig godt til gæster, da den sagtens kan tilberedes i god tid – også ideel på buffeten. Server kartoffelsalaten til en grillet bøf eller kyllingefrikadeller med forårsløg.

Gammeldags kartoffelsalat med radiser
Gammeldags kartoffelsalat med radiser

7. Spidskålssalat med feta

Spidskålssalat med fetaost er en lækker cremet salat, som både kan nydes sommer og vinter. Salaten er meget anvendelig og passer f.eks. godt til en god frikadelle eller tamari-marinerede kyllingelår.

Spidskålssalat med feta
Spidskålssalat med feta

8. Broccolisalat med tranebær

Broccolisalat med tranebær er en af bloggens populære opskrifter her om sommeren – ja faktisk hele året rundt. Men lige nu er der friske danske broccoli, og det gør bare salaten ekstra lækker. Broccolisalat er perfekt til hverdag, men også til gæster. Den her sommersalat kan laves flere timer inden, den skal spises, og er derfor helt perfekt som en del af en buffet, hvor den altid er et hit. Hvad med at tage salaten med til sammenskudsgildet eller på en hyggelig picnic med vennerne og familien?

Broccolisalat med tranebær
Broccolisalat med tranebær

Skriv gerne i kommentarfeltet, hvilken salat der er din favorit, eller hvilken salat du vil afprøve.

God fornøjelse med at finde den sommersalat, der passer bedst til din menu og bon appetit. Søger du mere inspiration, er du velkommen til at følge med på Instagram.

Læs også blogindlægget “Top 10 over sommerlæsning: De her madbøger skal du læse, hvis du er madnørd”.

 

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here