Paprikagryde med svinemørbrad er rigtig god hverdagsmad, og hvis du laver en stor portion, har du mad til flere dage. Dagen efter smager retten endnu bedre, og så er det super nemt, når gryderetten bare skal varmes. Jeg planlægger ofte med at lave store portioner for at spare tid i køkkenet dagen efter.

Du kan sagtens invitere gæster på den cremede og fyldige mørbradgryde, og både børn og voksne i alle aldre vil med stor sandsynlighed nyde at få serveret paprikagryde på den her måde. Paprikagryde kan laves i god tid, inden gæsterne ankommer, og du kan være en god og tilstedeværende vært med gryderet på menuen.

Svinekød kan erstattes med kylling og kalkun

Spiser du ikke svinekød, kan retten sagtens laves med kyllingebryst i stedet for svinemørbrad. Cocktailpølser fås med kylling og med hensyn til bacon kan bruges kalkunbacon.

Opgrader din paprikagryde med flere grøntsager

Jeg kan rigtig godt lide gryderetten med ristede champignon, men fravælger det, når min søn spiser med. Han er ikke så glad for champignon. Udover champignon kan du også komme strimler af rød peber i til sidst sammen med cocktailpølserne.

Jeg vælger ofte at spise blomkålsris til mørbradgryden for at skrue op for grøntsagsindtaget, men også for skrue lidt ned for stivelsesholdige kulhydrater som ris, kartofler, pasta og brød.

Du kan læse mere i ugens madtip på DragørNyheder.dk

Paprikagryde med svinemørbrad
Forb. tid
20 min
Tilb. tid
30 min
Samlet tid
50 min
 
Ret: Hovedret
Keyword: mørbradgryde, paprikagryde
Antal: 6 personer
Ingredienser
  • 2 stk svinemørbrad
  • 3 spsk olivenolie eller smør
  • 2 løg
  • 2 pk bacon i tern (400 g)
  • 1 fl. tomatpassata (680 g)
  • 1 lille ds. tomatpure
  • 1/2 l piskefløde
  • 2 spsk paprika (delikatesse paprika)
  • 1 tsk Himalayasalt
  • Friskkværnet peber
  • 2 stk laurbærblade
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk grøntsagsbouillon (f.eks. Herbamare)
  • Evt. 250 g champignon
  • 1 pk cocktailpølser (200 g)
  • 1 dl paprikastrimler på glas
  • 2 fed hvidløg
Pynt
  • Ristet bacon
  • Hakket persille
Tilbehør
  • Blomkålsris (se note), almindelige ris eller kartoffelmos
Fremgangsmåde
  1. Fjern sener og hinder på de to svinemørbrad og skær kødet i mundrette stykker.

  2. Pil de to løg og del dem i kvarte. Kom dem i en minihakker og hak løgene helt fint.

  3. I en stor gryde ristes bacontern gyldne og sprøde, og den lægges til side.

  4. Kom olivenolie i gryden med baconfedt og brun svinemørbraden. Du kan eventuelt gøre det af to omgange.

  5. Når kødet er brunet og har skiftet farve, kommes de finthakkede løg op i gryden. Brun løgene under omrøring i et par minutter.

  6. Kom parika op i gryden med kød og løg og svits et øjeblik.

  7. Kom tomatpassata, tomatpure og piskefløde op i gryden og kog ved jævn varme i ca. 20 minutter, mens du går videre med opskriften.

  8. Tilsæt timian, laurbærblade, salt, peber og grøntsagsbouillon.

  9. Har du valgt at komme champignon i, er det nu, det er tid til at rengøre dem og eventuelt halvere dem eller skære dem ud i kvarte. Herefter rister du dem godt på en meget varm pande, indtil de har fået farve. Kom dem herefter op i gryden.

  10. Kom de ristede bacontern op i gryden.

  11. Kom de strimlede paprika fra glas op i minihakkeren sammen med hvidløg og kør, indtil du har en fin og jævn pure. Kom pureen op i gryden.

  12. Skru ned for varmen og kom cocktailpølserne op i mørbradgryden de sidste ti minutter.

  13. Smag retten til og server med blomkålsris, almindelige eller brune/vilde ris eller kartoffelmos.

Opskriftsnoter
  1. Det er ultra nemt at lave blomkålsris. Du kan enten selv rive et blomkålshoved, eller du kan købe blomkålsris på frost. Kom blomkålsris op i en gryde med masser af salt og kogende vand og lad til koge op et øjeblik, indtil "risene" er godt varme. Hæld dem op i en si og dræn godt for vand. Vend blomkålsrisene med hakket persille og server straks.
  2. Når jeg serverer paprikagryde med svinemørbrad for gæster, pynter jeg gryderetten med ristet bacon og persille.
  3. Du skal være mere end velkommen til at vurdere opskriften. Nederst på siden kan du give mellem 1 og 5 stjerner og tilføje en kommentar.

 

Paprikagryde med svinemørbrad serveret med blomkålsris

Årstid for simremad

Vinterhalvåret er det tidspunkt på året, hvor simremad og lidt tungere og fyldige retter med masser af smag kommer til sin ret. Prøv også at tjekke opskrifterne ud på kålgryde med karry med masser af orientalske krydderier eller den franske klassiker coq au vin med ekstra grøntsager.

2 kommentarer

    • Hej Maja
      Tomatpassata er mosede tomater, som fås på glas. Der er omkring 680 g i et glas og fås i de fleste supermarkeder. Du kan også vælge at bruge flåede og hakkede tomater og eventuelt blende dem. I så falde passer det nok med to dåser.

Skriv en kommentar

Vurdering af opskrift




Please enter your comment!
Please enter your name here