De 10 mest populære opskrifter i december 2018 bærer klart præg af, at I har ønsket inspiration til jule- og nytårsfesten.
Inden jeg går i gang med at præsentere december måneds top 10, vil jeg rigtig gerne sige dig tak, fordi du har fundet vejen forbi min hjemmeside. Også tak hvis du er en af de mange, der enten følger med på Facebook, Instagram eller Pinterest.
Statistik er et spændende værktøj for en madblogger som mig, for det viser tydeligt, hvad du og mange andre besøgende er på udgik efter og synes godt om.
Her får du en lille præsentation af de mest populære opskrifter i december måned. Vil du tjekke opskrifterne ud, har jeg gjort det nemt for dig – du kan enten trykke på overskrifterne eller billederne, og du ryger direkte videre. Rigtig god fornøjelse!
Sprøde chips med frisk stenbiderrogn
Den absolute højdespringer var de sprøde chips med frisk stenbidderrogn, som rigtig mange af jer serverede som en snack til Dronningens nytårstale nytårsaften. Det kan jeg godt forstå, for de smager ikke mindre end himmelsk. Det er også en nem måde at imponere sine gæster på og er helt sikkert en fantastisk start på en festlig aften.
Verdens nemmeste saltmandler
Verdens nemmeste saltmandler er lynhurtigt lavet og en alle tiders snack, når du er sulten for sjov, eller hvis du vil kredse lidt ekstra om dine gæster med en lækker snack før middagen. Saltmandlerne er også en rigtig fin værtindegave, når de kommes i glas med låg. Jeg brugte dem flere gange som spillegave i løbet af december måned, når vi spillede pakkeleg. Og så er saltmandler bare super lækkert som det sprøde element i en god salat.
Rødkålssalat med granatæblekerner
Julemiddagen blev piftet op i rigtig mange danske hjem med den her farvestrålende og friske rødkålssalat med granatæblekerner og appelsinfileter. Den er perfekt tilbehør til den lidt tunge og fede julemad, og den kan enten erstattes eller suppleres af den traditionelle julerødkål.
Delikate hapsere med edamame-hummus, røget laks og porreaske
Endnu en højdespringer var de små delikate hapsere med edamame-hummus, røget laks og porreaske. De små “pindemadder” kan både serveres før middagen sammen med et glas bobler eller som forret med et glas hvidvin. De har helt sikkert imponeret mange på årets sidste dag.
Grønkålssalat med syltede rødløg og saltmandler
Grønkålssalaten med syltede rødløg og saltmandler var gennem hele december en favorit. Den friske grønkål, granatæblekernerne, de syltede rødløg og saltmandlerne supplerer hinanden utroligt godt. Udover den gode smag er salaten også sundt tilbehør til de fleste kødretter. Den passer f.eks. godt til fisk og julemad.
Flæskesteg med sprøde svær
Specielt juleaften skal maden sidde lige i skabet, og mange af os gør os ekstra umage for, at resultatet bliver helt perfekt. Men ofte er det kun den ene gang om året, at vi våger os ud i den helt store omgang med and, flæskesteg, sauce, rødkål og brune kartofler. Det kan derfor være rart med en opskrift for at sikre sig en saftig flæskesteg med sprøde svær. I opskriften får du både fremgangsmåden på grillet og ovnstegt flæskesteg.
Sprøde jordskokkechips
Sprøde jordskokkechips er ikke kun en favorit i december. Det er den faktisk hele året. De små pudsige knolde er nemme at trylle om til sprøde jordskokkechips og er en god snack sammen med fetadip og grøntsagsstænger. Jordskokkechips er også et must, hvis du laver jordskokkesuppe. Se længere nede, hvor der er link til en ekstravagant en af slagsen.
Lækker rejesalat
Rejesalat – hvor hovedingrediensen rent faktisk er rejer – var gennem hele december en favorit. Jeg tænker, den blev serveret til julemånedens mange frokoster. Rejesalaten kan også serveret som forret, hvor den anrettes i glas eller på små tallerkener på en bund af spæde salatblade.
Hvid gløgg uden alkohol
Den her friske juledrik med julekrydderier og friske æbler var for alle – både børn og voksne, der skulle køre bil hjem. Men den hvide gløgg med bl.a. frisk ingefær var også for dem, der i slutningen af december måned havde fået rigeligt med alkohol men stadig havde lyst til et varmt glas god julestemning.
Jordskokkesuppe med stegt torsk og persilleolie
Den ultimative måde at servere nytårstorsken på, hvis man også gerne vil nyde et stykke rødt kød til hovedretten. Den oplagte forret nytårsaften var den her cremede og ekstravagante jordskokkesuppe med smørstegt torsk, dråber af frisk persilleolie og sprøde jordskokkechips. Selvom den hittede her til nytår, vil den helt sikkert stå på menuen i løbet af januar og februar måned.