Uhmm… Tomatsuppe Au Maison med sprøde parmesanflager – husets tomatsuppe. De kolde måneder indbyder til dejlig varm suppe og her får du en af mine absolut favoritter.
Tomatsuppen er meget intens og fyldig både i smag og konsistens. Og så er den krydret uden at være stærk – en cremet suppe, der varmer hele kroppen.
Min tomatsuppe serveres her med et sprødt indslag – parmesanflager.
- 6 spsk olivenolie
- 450 g bacon
- 4 løg
- 1 frisk chili (rød eller grøn)
- 2 glas tomatpassata/mosede tomater (ca. 700 g pr. glas) (flåede tomater kan bruges)
- 2 gulerødder
- 2 persillerødder
- 5 dl hønsefond/kyllingefond/bone broth (bouillon kan bruges) (link i opskriftsnoter)
- 1 bundt korriander
- 1 bundt persille
- 2 tsk tørret oregano
- 5-6 spsk kokossukker (for en sukkerfri version) brun farin kan også bruges (dog lidt mindre)
- 6 fed hvidløg
- 5 dl piskefløde
- 1 tsk Himalayasalt
- 100 g parmesanost
-
Bacon, løg og chili skæres i små tern og sauteres i olie i en stor gryde.
-
Herefter tilsættes de mosede tomater, og det koges godt igennem.
-
Gulerødder og persillerødder skæres i små tern og kommes i gryden sammen med hønsefonden.
-
Det hele koges under låg ved svag varme i en time.
-
Persille og korriander hakkes og kommes i suppen sammen med oregano. Lad det koge med i yderligere 10 minutter.
-
Kokossukker og presset hvidløg koges med i 3 minutter.
-
Piskefløden tilsættes for at suppen bliver rund og mild i smagen.
-
Smag suppen til med salt og server suppen rygende varm eventuelt med sprøde parmesanflager og lidt brød.
-
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
-
Riv parmesanosten og læg den i baner på bagepapir eller i et fad med slip-let-overflade og bag flagerne i 8-10 minutter eller indtil, de er lysebrune og sprøde.
- Opskrift som hovedret: 5-6 personer
Opskrift som forret: 10-12 personer
- Brug lidt ekstra tid på at skære grøntsagerne ekstra fint ud. Det gør suppen endnu mere lækker, og du vil ikke fortryde det ekstra arbejde, når først du sidder klar med en skål rygende varm suppe.
- Du kan købe bone broth/kyllingefond eller vælge at lave den selv. Tryk her for at få opskriften på hjemmelavet bone broth med kylling.
Hønsefond/bone broth
Du kan selv lave din hønsefond/bone broth, og det er ret nemt. Ofte koger jeg den selv, men ind imellem hopper jeg over, hvor gærdet er lavest, og køber hønsefond/bonebroth hos min slagter eller online. At bruge hønsefond gør suppen mere intens, rund og smagfuld i smagen, men almindelig hønsebouillon kan også bruges.
Sprøde parmesanflager som tilbehør
Hvis det skal være ekstra lækkert, kan du servere sprøde parmesanflager til suppen, og det kan varmt anbefales. De er super lækre og utrolig nemme at lave.
Din mening er vigtig
Jeg vil blive glad for at høre din mening om opskriften på tomatsuppe Au Maison, så efterlad gerne en vurdering nedenfor.
Andre suppeopskrifter her på bloggen
Er du frisk på at afprøve andre af mine suppeopskrifter, kan jeg anbefale nem broccolisuppe, hvor der også anvendes bone broth/hønsefond, som er god smørrelse for tarmene. Der er også opskriften på thaiinspireret græskarsuppe, som indeholder masser af grøntsager og lækre asiatiske krydderier.
Muligvis den bedste tomat suppe jeg har smagt. Den kommer i hvert fald meget tæt på. Vil klart anbefale den til andre.
Hvor godt at høre, at suppen faldt i din smag, og at den så oveni købet ligger i superligaen er jo for vildt. Tusind tak for din anbefaling Kim.
Afgjort den bedste tomatsuppe til dags dato…???
Wauw, flotte ord. Tusind tak. Så fedt at høre 🙂