Frikadeller – af den RIGTIG gode slags – er med tre slags kød og champignoner. Til forskel fra andre frikadelle-opskrifter steges løg og champignoner, inden de tilsættes farsen. Det giver en dejlig smag og god konsistens.
Det er en ret stor portion, så der er enten mad til mange eller mad til flere dage. Jeg udvælger ofte en dag på ugen, hvor jeg foodprepper, så der er nem mad de kommende dage. Frikadellerne kan sagtens fryses, og er der noget bedre end at kunne tage en pose op af fryseren, der bare skal lunes?
Frikadeller er populær hverdagsmad, men også dejligt at have med i madpakken. Planlægger du en buffet til mange, kommer du ikke udenom et stor fad med frikadeller. Det er både børn og voksne vilde med.
- 3 mellemstore løg
- 400 g champignon
- 25 g smør
- 2 spsk olie (.f.eks. vindruekerneolie)
- 3 æg
- 6 fed hvidløg
- 1,5 spsk Himalayasalt
- 1 spsk peber (f.eks. pebermix fra Santa Maria)
- 800 g hakket kalv og flæsk 8-12% fedt
- 450 g hakket kylling
- 1 dl Pofiber
- 1/4 l piskefløde
- Smør og olie til stegning
-
Pil og hak løgene fint.
-
Steg de hakkede løg på en pande i smør og olie.
-
Rengør champignonerne og hak dem fint og kom dem på panden med løg.
-
Lad løg og champignon stege ved jævn varme, mens du fortsætter med farsen.
-
I en stor røreskål kommer du æg, presset hvidløg, salt og peber og rører det sammen.
-
Tilsæt de 3 slags hakket kød, piskefløde og pofiber og rød det godt sammen.
-
Kom de pandestegte løg og champignoner i farsen og rør det hele godt rundt.
-
Brug en spiseske til at forme frikadellerne og steg dem på panden i en blanding af smør og olie.
-
Jeg fik omkring 40 stk.
Med sådan en stor portion frikadeller, kan det være godt at køre med to stegepander og på den måde halvere tilberedningstiden.
Tilbehør til frikadellerne
Server f.eks. en grøn salat til frikadellerne. Jeg er vild med en salat af spidskål, persille, agurk og edamamebønner, som jeg vender i lidt limesaft og olivenolie.
Eller hvad med en god gammeldags kold kartoffelsalat med purløg og radiser?
Frikadeller på flere måder
Her på bloggen finder du også en opskrift på kyllingefrikadeller med forårsløg. De er ret populære og hitter altid, når jeg serverer dem for familien.
👍👍 det smager super godt