Walisisk lammefilet med bouillonkartofler er perfekt gæstemad, når maden gerne må løbe med al opmærksomheden. Retten kan serveres fra det tidlige efterår og helt frem til foråret. Det er helt oplagt at servere lammefilet på bund af skivede kartofler i påsken, hvor der er tradition for at spise lam.
Som barn fik vi ALTID lammekølle på bund af bouillonkartofler, når der kom gæster. De gode barndomsminder deler jeg med opskriften her, men har opgraderet retten ved at bruge mør og saftig lammefilet.
Lammefilet er et utroligt reelt og mørt stykke kød, der næsten smelter på tungen. Kødet bør serveres rosastegt for ikke at blive tørt, og derfor er tilberedningstiden ganske kort.
Annonce
Overlegen kødkvalitet
I opskriften bruger jeg lammefilet fra Welsh Lamb, som er en producent, der både har respekt for dyrene og naturen. Lammekød fra Wales er verdensberømt for sin kvalitet og udsøgte smag. Lammene græsser i Wales’ bakkede og frodige landskab, hvor de lever af grønt græs, urter og frisk vand fra kilder og vandløb, og på den måde skaber man bedst tænkelig dyrevelfærd og får kød af premium kvalitet.
Walisisk lammekød forhandles i udvalgte Menu-butikker og hos Nemlig.com.
Nem og simpel opskrift på lammefilet med bouillonkartofler
Ofte er det de simple retter, der er bedst, og det er den her opskrift et godt eksempel på. Og endnu et plus er, at du kun skal købe ganske få ting.
Sådan marinerer du lammefileterne
Lammekød og hvidløg komplimenterer hinanden utroligt godt, og for at kødet kan trække masser af smag fra hvidløgene, er det en god ide at marinere det et par timer eller mere inden tilberedningen. Jeg bruger en lille frysepose, men en skål eller et fad kan også bruges.
Bouillonkartofler som tilbehør
Det kræver ikke lang tid i køkkenet at tilberede kartoflerne. Skivede kartofler lægges i to lag i et fad eller en lille bradepande, drysses med persille og bouillon hældes over. Så skal kartoflerne bare en tur i ovnen, og passer sig selv resten af tiden.
- 2 stk lammefilet (i alt 600 g)
- ½ dl olivenolie
- 4 fed hvidløg
- Friskkværnet peber
- Himalayasalt eller flagesalt (drysses over kødet ved servering)
- 1 kg store kartofler
- 1 dl kogende vand
- 2 tsk Herbamare urteboillon
- Hakket persille
- Evt. 3 skalotteløg
- Evt. 1 helt hvidløg
- Grønne bønner
- Grønne asparges
- Smør
- Himalayasalt og friskkværnet peber
-
Rids fedtkanten på de to lammefileter med en skarp kniv. Undgå at skære ned i kødet.
-
Kom dem i en lille frysepose sammen med friskkværnet peber og olivenolie.
-
Slå knude på posen og læg kødet i køleskabet et par timer eller mere.
-
Tænd ovnen på 200° varmluft.
-
Hvis kartoflerne er pæne, skal de ikke skrælles.
-
Skær kartoflerne i tynde skiver og fordel dem i to lag i et ovnfast fad eller en lille bradepande.
-
Drys kartoflerne med lidt hakket persille.
-
Bland urtebouillon med kogende vand og hæld væsken over kartoflerne.
-
Vælger du at komme skalotteløg og hvidløg på kartoflerne, pilles de tre små løg, der halveres og fordeles på kartoflerne. Toppen af det hele hvidløg skæres af og stilles i midten ovenpå kartoflerne. Smør eventuelt skærefladen på hvidløget med en smule olivenolie og drys med lidt salt.
-
Sæt kartoflerne i ovnen i 45 minutter.
-
Når kartoflerne har fået 40 minutter, brunes lammefileterne på en meget varm pande i den olie og hvidløg, de har marineret i. Start med den side med fedtkandt. Fedtet skal være crispy og brunt (ca. 2 minutter). Vend kødet og steg gangske kort den anden side, så der kommer lidt stegeskorpe på (vi taler højst 1 minut).
-
Læg de to stykker lammefilet ovenpå kartoflerne og giv det hele 12 minutter mere.
-
Tag kødet og hvidløget ud af ovnen og læg det på et skærebræt med saftrille. Dæk lammekødet til med et stykke staniol og lad det trække omkring 10-15 minutter.
-
Skru ovnen op på 225° varmluft grill og lad kartoflerne få lidt farve på toppen.
-
Bønner og grønne asparges steges kort tid i smør på en varm pande og drysses med salt.
-
Fileterne skæres i tynde skiver og serveres sammen med bouillonkartofler og smørstegte grøntsager.
-
Velbekomme 🙂
De bagte hvidløgsfed kan nemt tages ud med en gaffel, kødnål eller andet spidst og smøres på kødet. Det smager afsindigt godt 🙂
Fik du prøvet opskriften?
Du kan vurdere opskriften længere nede på siden ved at give mellem 1 og 5 stjerner og supplere med en lille kommentar.
Eller du skal være velkommen til at tagge @dethandlermestommad på Instagram.