Hjemmelavet bearnaisesauce imponerer de fleste. Har du prøvet at lave din egen bearnaisesauce med frisk estragon? Det smager helt anderledes og virkeligt godt og er uden sammenligning med en “købe-bearnaisesauce”.
Det er på ingen måde svært at lave bearnaisesauce, men der er et par ting, der er vigtige at have fokus på for, at saucen ikke skiller.
Det er en god ide at fryse den overskydende essens ned i isterningebakker. På den måde kan du nemt og meget hurtigt lave hjemmelavet bearnaise en anden gang.
Du kan læse mere om hjemmelavet bearnaisesauce på DragørNyheder i ugens madtip.
- 1 stort løg
- 1/2 bundt frisk estragon (tørret kan bruges)
- 8 spsk hvidvinseddike
- 8 spsk vand
- 200 g smør
- 6 æggeblommer (brug eventuelt pasteuriserede)
- 1 tsk Himalayasalt
- 2 tsk citronsaft
- 3 tsk essens (den du selv har kogt)
- 2 spsk hakket estragon (tørret kan bruges)
-
Smelt smørret ved lav varme i en lille kasserolle. Pas på det ikke bliver brunt.
-
Det er kun den klare del at smørret, der anvendes. Det hvide bundfald skal ikke bruges.
-
Hak løget fint.
-
Hak den friske estragon fint (gem 2 spsk til du skal smage saucen til).
-
Kom hakket løg, vand, eddike og estragon op i en lille gryde eller kasserolle. Lad det koge ind til det halve.
-
Essensen hældes igennem en si, og du har nu den lækreste syrlige essens til din bearnaisesauce.
-
Hæld vand i en gryde og sæt en røreskål oveni. Tænd op under gryden, og dit vandbad er nu klart.
-
Hæld dine 3 tsk essens op i røreskålen sammen med æggeblommerne. Pisk til det skummer let. Jeg bruger en elpisker.
-
Mens du fortsætter med at piske æggeblommerne, hælder du meget langsomt og i en tynd stråle det smeltede smør i. Hvis du tilsætter smørret for hurtigt, skiller din bearnaisesauce. Det er MEGET vigtigt, at saucen ikke bliver for varm. Bliver den for varm, skiller saucen. Nøjes med, at saucen er lun (ca. 62 grader).
-
Nu smages saucen til med estragon, citronsaft og salt.
-
Server din hjemmelavede bearnaisesauce med det samme - jeg håber, du har lavet rigeligt 🙂
Du må meget gerne give en vurdering af opskriften længere nede på siden. Du kan give opskriften mellem 1-5 stjerner og tilføje en lille kommentar.
Bearnaisesauce kan serveres til…
Hjemmelavet bearnaisesauce smager helt fantastisk sammen med en lækker mør kalveculotte med citrontimian og hvidløg. Hertil kan du servere de lækreste grønne bønner med sprød bacon.
Eller server den skønne sauce til en grillet eller stegt hakkebøf og dampet broccoli.
En god biksemad bliver endnu bedre, hvis der serveres hjemmelavet bearnaise til – bare et lille tip 🙂