Site icon Det handler mest om mad

Lækker rejesalat

En lækker rejesalat tager ingen tid at lave. Til forskel for mange af de rejesalater, du kan købe i supermarkederne, er hovedingrediensen rent faktisk rejer i opskriften her.

Vælg de rigtige rejer til din rejesalat

Jeg kan anbefale dig at kigge efter det blå mærke “MSC”, når du køber fisk og skaldyr. Mærket står for certificeret bæredygtigt fiskeri. F.eks. er varmtvandsrejer som tigerrejer på Verdensnaturfondens liste over madvarer, man skal holde sig fra, hvis man går ind for bæredygtighed.

Lækker rejesalat
4 fra 5 stemmer
Lækker rejesalat
Lækker rejesalat
Forb. tid
5 min
 
Ret: Forret, Frokost
Køkken: Dansk
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 330 g frosne rejer
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 dl god mayonnaise (jeg bruger den på pose)
  • Himalayasalt
  • Friskkværnet peber
  • 1 lille bundt dild
Fremgangsmåde
  1. Rejerne optøs.


  2. Klip eller hak dilden fint.


  3. Med en ske rører du mayonnaise, citronsaft, dild, lidt salt og peber sammen i en skål.


  4. Kom rejerne op i en si og pres lidt af væden ud af rejerne. Det er for, at rejesalaten ikke bliver for våd.


  5. Kom rejerne op i skålen med mayonnaisen og rør rundt.


  6. Smag eventuelt til med mere salt og peber.


  7. Anret din rejesalat i en skål og pynt med et par dildkviste.

Opskriftsnoter
  • Det kan ikke anbefales at bruge rejer i lage - se kommentar nedenfor.
  • Det tager kun 5 minutter at røre en lækker rejesalat sammen, men husk at have optøningstiden med i din tidsberegning.
  • Opskriften er nok til 3-4 personer.
  • Jeg vil blive rigtig glad for at høre din mening om opskriften på lækker rejesalat, så efterlad gerne en vurdering længere nede på siden.

Derfor er rejer et sundt valg

Rejer og skaldyr generelt indeholder alle de sunde flerumættede fedtsyrer, der er vigtige for vort hjertekar-system, og så er de en god kilde til sunde proteiner.

Serveringsforslag

Hvis du ligesom mig gerne vil spise fisk og skaldyr flere gange om ugen, kan en lækker rejesalat være et godt bud. Du kan servere rejesalaten, hvis du skal have frokostgæster, hvor det godt må være lidt ekstra lækkert f.eks. til jul, påske og pinse. Du kan også bruge rejesalaten i din madpakke sammen med en masse grøntsager. Det smager vildt godt som forret ovenpå spæde salatblade pyntet med lidt tomat, avocado og en skive citron.

Flere lækre frokostretter

Hvis du gerne vil have mere inspiration til velsmagende frokostsalater, kan jeg anbefale dig at prøve en nem æggesalat med karse, sommersalat med rygeost eller torskerognssalat med rød peber og forårsløg. Alle 3 salater vil helt sikkert være et hit.

 

Exit mobile version