Site icon Det handler mest om mad

Lækker alkoholfri champagne

Lækker alkoholfri champagne er en friskpresset juice, som er utrolig læskende og forfriskende. Det er en god og nem måde at få en masse vitaminer og mineraler på. Den friskpressede juice af grøntsager og frugter gør sig særligt godt i sommerhalvåret, men juicen kan også nydes en vinterdag, hvor du drømmer om de dejlige solrige dage.

Saften har en lidt bitter smag fra grapefrugten og et strejf af lakrids fra fennikel. Juicen er dejlig frisk og kan nydes en varm sommerdag som en kølig drink, men alkoholfri champagne kan også serveres til lette retter f.eks. i stedet for vin.

Friskpresset juice

Du kan læse mere i ugens madtip på DragørNyheder.dk

Lækker alkoholfri champagne
Forb. tid
10 min
 
Ret: Drinks, Vegetarisk
Køkken: Dansk, Nordisk
Antal: 1 liter
Ingredienser
  • 800 g grønne druer
  • 3 små fennikel
  • 6 æbler
  • 4 røde grapefrugter
Fremgangsmåde
  1. Skær skrællen af grapefrugterne med en kniv, så du også fjerner den hvide hinde. Det er vigtigt, da den hvide hinde er meget bitter.

  2. Nip druerne af stilkene.

  3. Skær fennikel i kvarte.

  4. Skær æbler i halve. Du behøver ikke at fjerne kernehuset.

  5. Det hele køres igennem en saftpresser eller slowjuicer.

  6. Hæld den alkoholfri champagne på fine glas og kom eventuelt et par isterninger i.

  7. Server juicen med det samme og nyd de sunde dråber. Skål!

Opskriftsnoter
  • Med den angivne mængde frugt og grønt giver det et sted mellem 1 og 1,5 liter saft/juice.

 

  • Jeg vil blive rigtig glad for at høre DIN mening om alkoholfri champagne, så efterlad gerne en vurdering (stjernemarkering fra 1-5) af opskriften længere nede på siden.

 

Lækre friskpressede juicer

Du får det optimale ud af det sunde næringsindhold ved at drikke den alkoholfri champagne umiddelbart efter, du har presset grøntsagerne og frugterne. Hvis du ikke får drukket juicen med det samme, kan du hælde den på en flaske med tætsluttende låg og opbevare den på køl. På den måde forhindrer du en hurtig oxidering af frugten i juicen.

Undgå at dit blodsukker kommer ud på en rutchetur

Hvis du ligesom mig har et blodsukker, der skal have hjælp til at holdes stabilt, kan jeg anbefale at komme en skefuld olie i den friskpressede juice. Det kan f.eks. være lidt koldpresset økologisk hørfrøolie. På den måde forhindrer du, at sukkerindholdet i juicen påvirker dit blodsukker unødigt meget.

Du kan også lave en omgang nemme saltmandler og servere sammen med “champagnen”. Det fungerer perfekt som aperitif til gæster, der ikke drikker alkohol eller skal køre hjem.

Når du alligevel har din saftpresser/juicer fremme, skal du næsten også prøve at lave en sund booster med gulerod. Den smager skønt og har en meget flot farve.

Jeg kan også anbefale dig at prøve raw-chokolademilkshake, som er et sundt alternativ til almindelig milkshake.

Lækker alkoholfri champagne serveret som aperitif sammen med hjemmelavet saltmandler
Exit mobile version