Site icon Det handler mest om mad

Marineret lammekrone med grillede grøntsager

Lammekrone med grillede grøntsager

Marineret lammekronemed grillede grøntsager og fetadip

Marineret lammekrone med grillede grøntsager er ekstraordinært godt. Retten er et sandt festmåltid og perfekt gæstemad, som ikke kræver en hel dag i køkkenet. Hvis du bruger to minutter på at lægge lammestegen i en lækker marinade, kan du servere den mest velsmagende og møre lammekrone på under en time dagen efter.

Lammekrone kommer fra rygstykket, og er det bedste og mest møre kød på lammet. Jeg serverede retten her for gode venner, og hver mundfuld var super mør og smeltede på tungen. Det var ikke mindre end himmelsk. Jeg kan godt afsløre, at det ikke varer længe før, der igen står helstegt lammekrone på menuen.

Lammekrone

Lammekrone på bestilling

Når jeg skal bruge kød af ekstra god kvalitet, går turen forbi min øko-slagter. Lammekød bestiller jeg gerne dagen før. Min slagter sørger for smør-møre lammekroner og klargør dem og ridser fedtkanten, så de er klar til at lægge i en god marinade. Nemmere bliver det ikke.

Marineret lammekrone

Smagen af hvidløg, rosmarin og citron klæder lammekød utroligt godt, og det er ofte den kombination, jeg vælger at krydre eller marinere min lammesteg med. Lammekronen lå i marinaden i 24 timer, og det resulterede i, at kødet havde en fin og rund smag.

Kronen på værket med grillede grøntsager

Du kan nemt servere grillede grøntsager som tilbehør til din lammekrone og en lækker og ultranem fetadip, som du får opskriften på her. Vælg dine ynglingsgrøntsager og steg dem på en grillpande eller på grillen. Jeg penslede grøntsagerne med olivenolie inden stegning og dryssede med Himalayasalt, da de var færdige. Du kan f.eks. bruge squash, rød peber, asparges, rødløg og champignon.

5 fra 2 stemmer
Marineret lammekrone med grillede grøntsager
Forb. tid
5 min
Tilb. tid
25 min
Hviletid
15 min
Samlet tid
30 min
 
Ret: Hovedret
Køkken: Dansk, Middelhavet, Nordisk
Keyword: Lammekrone
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 1 kg lammekrone (skåret i to stykker)
  • 2 fed hvidløg
  • 2 kviste rosmarin
  • 1 citron (saften)
  • Olivenolie
  • Himalayasalt
  • 50 g smør (måske lidt mere)
Fremgangsmåde
  1. Kom de to stykker lammekrone i hver sin frysepose sammen med hvidløg skåret i skiver, hele kviste rosmarin, citronsaft og en pæn skvat olivenolie.

  2. Luk poserne omhyggeligt og læg dem i et fad, der sættes i køleskabet i ca. 24 timer. 

  3. I løbet af det næste døgn vendes lammekronerne et par gange, så kødet tager smag af marinaden på begge sider.

  4. Ca. en time før, du ønsker at servere lammekronerne, drysses fedtkanten med Himalayasalt. 

  5. Tænd ovnen på 180 grader.

  6. Brun halvdelen af smørret på en stegepande og læg det ene stykke lammekrone med fedtsiden nedad på panden og brun det i fem minutter, så fedtkanten bliver fin brun og sprød.

  7. Læg det brunede stykke kød op i et ovnfast fad.

  8. Kom resten af smørret på panden og brun det sidste stykke lammekrone på samme måde i fem minutter.

  9. Læg kødet op i det ildfaste fad og steg lammekronerne i 20 minutter i ovnen.

  10. Tag kødet ud af ovnen og læg det på et skærebræt med saftrille og dæk det godt til med sølvpapir og lad kødet trække i 15-20 minutter.

  11. Behold ribbenene på ved udskæringen. Det ser flot ud og bevarer den gode smag. Skær lammekronerne i skiver (i midten mellem benene) og server straks sammen med en lækkert fetadip med hvidløg og grillede grøntsager.

Opskriftsnoter
  • Beregn et par timer eller helt op til 1 døgn til marinering af lammekronerne.
  • Anmeld opskriften på marineret lammekrone med grillede grøntsager længere nede på siden. Du har mulighed for at give opskriften mellem 1-5 ***** og tilføje en lille kommentar.
  • Prøv også at grille lammekronen helt efter samme fremgangsmåde. Det er GODT.
  • Er du glad for lam, kan jeg anbefale at tjekke opskriften ud på walisisk lammefilet med bouillonkartofler.

 

Lammekrone med grillede grøntsager og fetadip

Det visuelle indtryk

Det tager sig godt ud at lade benene sidde på din lammekrone ved serveringen. Det ser ikke kun smukt ud – den gode smag bevares også.

Miljø og økologi

Det er meget oppe i tiden, at vi skal spise mindre kød for at passe på miljøet. Jeg vælger kød af god kvalitet (lidt men godt) med fokus på økologi og dyrevelfærd. Jeg støtter gerne den industri, hvor lammene har gået frit og græsset på marker og enge. Det er dyrevelværd, når det er bedst, og jeg er overbevist om, at det også giver den allerbedste kvalitet kød.

Exit mobile version