Site icon Det handler mest om mad

Gammeldags kold kartoffelsalat med radiser – dejlig og sommerlig

Gammeldags kartoffelsalat med radiser – sommersalater

Gammeldags kartoffelsalat med radiser

Gammeldags kold kartoffelsalat med radiser og dressing af creme fraiche er en god dansk klassiker. Her får du min opskrift, som jeg i årevis har fundet frem, hver gang de nye danske kartofler er til at få fat i i juni måned.

Kold kartoffelsalat – perfekt til hverdag og til fester

Kartoffelsalat er perfekt til en god omgang frikadeller – prøv f.eks. de gode kyllingefrikadeller med forårsløg. Kartoffelsalat er også perfekt tilbehør, når der skal grilles. Vi serverer gerne gammeldags kold kartoffelsalat med radiser til en grillet culottesteg med citrontimian og hvidløg. Det er nem sommermad, når den står på hyggelige aftener med venner og familie.

5 fra 2 stemmer
Gammeldags kartoffelsalat med radiser – sommersalater
Gammeldags kold kartoffelsalat med radiser - dejlig sommerlig
Forb. tid
25 min
Tilb. tid
15 min
Afkøling af kartoflerne
2 t
Samlet tid
40 min
 
Ret: Salat, Tilbehør, Vegetarisk
Køkken: Dansk
Antal: 6 personer
Ingredienser
  • 1 kg nye kartofler
  • 4 dl creme fraiche (38%)
  • 1 dl god mayonnaise (f.eks. den på pose)
  • 1 tsk dijonsennep
  • Himalayasalt
  • Friskkværnet peber
  • 1 bundt radiser
  • 1 halv agurk
  • 1 bundt purløg (1 lille potte)
Fremgangsmåde
  1. Skrab de nye kartofler og kog dem i ca. 15 minutter eller til de er møre. Kom rigeligt med salt i vandet.


  2. Når kartoflerne er færdigkogte, hældes vandet fra, og de overhældes med iskoldt vand, så de hurtigere afkøles.


  3. Sæt kartoflerne i køleskabet indtil du skal bruge dem.


  4. Skyl radiserne og skær dem i tynde skiver eller i små tern.


  5. Skyl agurken og skær den i små tern.


  6. Skyl purløget og hak det fint med en kniv.


  7. Rør en dressing af creme fraiche, mayonnaise, sennep, salt og peber og smag dressingen til. 


  8. Kom hakket purløg og radiser op i dressingen. Gem eventuelt lidt til pynt.


  9. Skær kartoflerne i mindre mundrette stykker og vend dem i dressingen.


  10. Kom den kolde kartoffelsalat op i en fin skål eller et fad og pynt med purløg, radiser og agurk.


  11. Stil kartoffelsalaten på køl indtil den skal serveres.


Opskriftsnoter

Jeg vil blive rigtig glad for at høre din mening om gammeldags kold kartoffelsalat, så efterlad gerne en vurdering af opskriften længere nede på siden.

 

Er du også vild med nye danske kartofler, vil opskriften på en lækker kartoffelmad med ekstra lir muligvis falde i din smag. Eller hvad med kogte kolde kartofler vendt i ramsløgspesto? Det kan varmt anbefales.

Exit mobile version