Cremet jordskokkesuppe med smørstegt torsk og persilleolie egner sig fortrinligt som forret nytårsaften og ved andre festlige lejligheder, hvor der skal kredses lidt ekstra for maden. Jordskokkesuppen er en smule ekstravagant, fordi den både er kogt på hønsefond, hvidvin og piskefløde. Og så bliver den toppet med torskeloins, som er det allerfineste stykke på torsken. De sprøde jordskokkechips og den flotte grønne persilleolie gør ikke bare suppen mere festlig – det gør også smagsoplevelsen endnu mere delikat. Rigtig god fornøjelse med opskriften.
Lav gerne suppen dagen i forvejen
Jeg kan varmt anbefale at lave suppen dagen i forvejen. Den fine smag bliver kun bedre, når de forskellige smage får lov at trække. På den måde bliver det heller ikke et stort projekt at servere en cremet jordskokkesuppe på selve dagen.
Sprøde jordskokkechips
Torsken pyntes med hjemmelavede jordskokkechips og udgør det sprøde element i retten. Se hvordan du kan trylle de små pudsige knolde om til de lækreste chips. Du finder den nemme opskrift på sprøde jordskokkechips her.
- 650 g jordskokker
- 50 g smør
- 1 porre
- 3 dl hvidvin
- 2,5 dl hønsefond/bone broth (opskrit her på bloggen) (måske lidt mere)
- 1/4 l piskefløde
- 2 stykker torskeloins (f.eks. frosne)
- Smør til stegning
- Lidt Himalayasalt og evt. lidt friskkværnet peber
- Jordskokkechips (se opskrift her på bloggen)
- 1 dl vindruekernerolie
- 1 lille bdt. persille
- 1 smule Himalayasalt
-
Skræl jordskokkerne og skær dem i mindre stykker.
-
Rengør porren og skær den i skiver.
-
Smelt smøret i en gryde og svits jordskokker og porre i ca. 5 minutter under jævnlig omrøring.
-
Tilsæt hønsefond, hvidvin og fløde og lad det koge ved jævn varme under løg i ca. 20 minutter eller indtil jordskokkerne er møre.
-
Blend suppen og smag den til med salt og peber.
-
Er suppen for tyk, kan den eventuelt "fortyndes" med lidt mere hønsefond, så den får den konsistens, du foretrækker.
-
Lav en portion sprøde jordskokkechips. Se link til opskrifti teksten ovenfor.
-
Skyl og hak persillen groft og kom den i en minihakker sammen med olie og en lille smule salt. Blend et øjeblik indtil den er helt jævn.
-
Halver de to torskeloins så du har fire stykker torsk.
-
Steg torsken i rigeligt smør på en varm pande - ca. 2 minutter på hver side - og drys med lidt salt og eventuelt lidt peber.
-
Varm de suppeskåle eller dybe tallerkener, du ønsker at servere den cremede jordskokkesuppe i.
-
Læg et stykke smørstegt torsk i midten på hver tallerken.
-
Hæld den varme jordskokkesuppe i de dybe tallerkener (uden af ramme torsken).
-
Fordel dråber af persilleolie rundt om i suppen.
-
Pynt torskestykkerne med sprøde jordskokkechips og server forretten med det sammen.
- Du kan eventuelt bruge halv vindruekerneolie og halv olivenolie til persilleolien.
- Suppen kan med fordel laves dagen før. Den bliver kun bedre af at trække et døgns tid.
- Jeg vil sætte stor pris på at høre din mening om opskriften. Efterlad gerne en vurdering længere nede på siden. Du kan give mellem 1 og 5 stjerner og tilføje en lille kommentar - TAK 🙂
Variation af tilbehøret til cremet jordskokkesuppe
Er du ikke til torsk, eller ønsker du bare at variere tilbehøret til jordskokkesuppen, kan du prøve at servere den med smørstegte kammuslinger i stedet for. Det er også en festlig og lækker version.
Skal vi helt uden om fisk og skaldyr, kan du prøve at servere jordskokkesuppen med sprødstegte bacontern. Sådan serverer jeg suppen på en helt almindelig hverdag.
Jeg har også prøvet at toppe suppen med rugbrødscrumble, og det fungerer også super godt. Tag et par skiver rugbrød og skær dem i mindre tern. Rist dem i smør på en pande, indtil de har taget lidt farve. Læg din rugbrødscrumble på en tallerken med køkkenrulle og drys med salt. Server rugbrødscrumblen ved siden af, så man selv kan drysse den over jordskokkesuppen.