Rist pinjekerner på en varm pande indtil de er let gyldne og begynder at dufte. Ryst panden jævnligt.
Drys pinjekernerne med salt og lad dem afkøle f.eks. på et stykke køkkenrulle.
Skyl de spæde spinatblade grundigt og lad dem tørre på et rent viskestykke.
Skyl agurken og flæk den på langs. Med en teske fjerner du kernerne. Skær de to halve agurker i skiver.
Skyl sukkerærterne og skær de små spidser af enderne af. Snit sukkerærterne på langs.
Skyl jordbærene og fjern stilkene. Skær dem i skiver.
Halver avocadoen og fjern stenen og skrællen. Skær de to halve stykker i mindre tern.
Anret de spæde spinatblade på et fad. Herefter agurk og sukkerærter.
Pynt med jordbær, avocado og ristede pinjekerner.
Drys salaten med lidt friskkværnet peber.
Server salaten med en god olivenolie og balsamicoeddike.
Nu er din forførende jordbærsalat klar til at blive serveret. Nyd smagen af sommer.